Medlem log-ind     
til forsiden indhold send os en mail find os på Facebook sitemap

Rundt omkring







Michael Bojesen

Michael Bojesen chef for Malmø Opera

publiceret: 15.08.2016 23:40

Det bliver en bredtfavnende dansker med butterfly, der skal sikre Malmø Opera fortsat succes. Dirigent Michael Bojesen er netop blevet udnævnt til ny operachef og får nu det administrative og kunstneriske ansvar for over 300 ansatte fordelt på orkester, kor, værksted og administration. Han overtager chefposten fra den nuværende leder Bengt Hall, som efter en økonomisk krise på Malmø Opera trådte til i 2009 og siden har skabt en succes med både kunstnerisk høj kvalitet og flotte publikumstal. Strategien har været at sammensætte et varieret repertoire med brede musicals og smalle operaer.

Man kan godt få søvnløse nætter af at skulle løfte den arv. Jeg bliver ikke en ny Bengt Hall, men jeg håber, at jeg kan tilbyde andre kompetencer  - siger Michael Bojesen. Han satser på at udnytte sit netværk på den danske side af sundet for at skabe et nyt samarbejde. Jeg har undret mig over, at vi ikke udnytter mulighederne for samarbejde i langt højere grad mellem alle kulturinstitutionerne i hele Øresundsregionen. Vi kunne lave et kulturcentrum, der ville sparke røv i hele Nordeuropa. Sådan ser jeg også forholdet mellem Malmøs Opera og Operaen i København. Det handler mere om fordele ved samarbejde end konkurrence.

Operaen i Skåne har i mere end et år afsøgt markedet for at finde den helt rigtige kandidat og måtte efter første runde starte rekrutteringsprocessen op påny for at finde den helt rigtige. Og Michael Bojesen har det helt rigtige cv, forklarer Malmø Operas bestyrelsesformand Britt-Marie Lundqvist i en pressemeddelelse: Jeg er overbevist om, at Michael Bojesen vil være stærkt rustet til at kunne forvalte den succesfulde virksomhed som Malmø Opera har været de senere år, og samtidig udvikle nye tanker og ideer. Vi har i rekrutteringspressen mødtes med flere rigtig gode kandidater, men Michael Bojesen er den kandidat som både personligt og kompetencemæssigt bedst opfylder bestyrelsens krav til profilen.

Danskeren, der er uddannet komponist og dirigent, kommer til Malmø med stor erfaring i at formidle den klassiske musik til en bred målgruppe - og på utraditionelle måder. Gennem sine år som dirigent hos DR har han blandt andet taget initiaitiv til korskole for børn, 'Sangens År 2008', 'Så syng da' og Danmark-koncerterne i DR i 2007, og han er som en af få dirigenter kendt i den brede offentlighed som dommer i DR's tv-programmer 'Maestro' og 'Vidunderbørn'. De sidste fire år har han været leder af Copenhagen Opera Festival, hvor han har skaffet genren nyt publikum ved at lade operaen gjalde ude i byens rum, ved Torvehallerne, på ladet af lastbiler og på kanalrundfart. Han er hardcore stemmefagmand qua sit mangeårige arbejde med blandt andet DR’s kor. Det betyder, at han kan fortsætte arbejdet med at caste de helt rigtige solister til opsætningerne i Malmø.

Michael Bojesen begynder sit arbejde på Malmø Opera 1. januar 2017, så han kan nå at gøre programmet for Copenhagen Opera Festival færdigt inden han tager turen over Øresund. Den 1. juli 2017 overtager han det formelle ansvar for administration og som kunstnerisk chef.


(kilde: Politiken, Malmö Opera)
Den Jyske Operas Venner ▪ Agernvænget 4 ▪ 8330 Beder ▪ tlf. 2460 7593 ▪ mail@djo-venner.dk