Rundt omkring
Bolsjoj-teatret
Bolsjoj-teatret genåbnet
Efter seks år og 700 mill. dollars i renovering, genåbnede Moskvas historiske Bolsjoj-teater den 28. oktober sidste år med en lukket gallakoncert for inviterede gæster med den russiske præsident Dmitry Medvedev og premierministeren Vladimir Putin i spidsen. I koncerten, der blev sendt live fra Operaen til landets biografer, optrådte Natalie Dessay, Angela Gheorghiu, Dmitri Hvorostovskij og Violeta Urmana med et helt igennem russisk program.
Restaureringen, der gennemførtes efter flere års skader og omsorgssvigt i sovjettiden, inkluderer forbedret akustik samt en tilbagevenden til husets oprindelige tilskuerrum og overdådig, præsovjetisk udsmykning. Teatrets offentlige premiere fulgte efter den 2. november, med opsætningen af Glinkas opera Ruslan og Ljudmila.