Medlem log-ind     
til forsiden indhold send os en mail find os på Facebook sitemap

Rundt omkring







Bro til Operaen

Bro mellem Nyhavn og Operaen

publiceret: 29.11.2007 9:30

Et flertal på Københavns Rådhus har besluttet at takke ja til en operabro doneret af A.P. Møller Fonden. Det blev besluttet på et møde tirsdag aften mellem Socialdemokraterne, SF og De Radikale, oplyser miljø- og teknikborgmester Klaus Bondam (R) til Ritzau. Beslutningen skal op på et møde i Teknik- og Miljøudvalget den 5. december.

- Vi har besluttet at sige ja tak til A.P. Møllers tilbud, og vi ser frem til realitetsforhandlinger i den nærmeste fremtid. A.P. Møller Fondens tilbud binder på fornuftig vis Nyhavn og Holmen sammen, og hvis man ser det fra et fugleperspektiv, følger broen de naturlige linjer i byen - siger Klaus Bondam.

Men det er dyrt at få gaver. Omkostningerne til vedligeholdelse og rengøring af broen kommer til at løbe op i ca. seks mio. kr. om året. A.P. Møller har ud over broen lovet at donere en cykelsti på den "anden" side af Nyhavn, ligesom gaven som udgangspunkt ikke vil påføre kommunen nye udgifter til anlægsarbejder.

Også Realdania har tilbudt et broprojekt til Københavns Kommune. Dagens beslutning betyder altså et nej til Realdanias tilbud, der indebar en forbindelse, som går fra Kvæsthusmolen på den nordlige side af Skuespilhuset til Dokøen umiddelbart ved siden af Operaen. A.P. Møller Fonden har ønsket en bro, som forbinder Nyhavn med Christiansholm, samt en klapbro som fører videre til Dokøen og Operaen. Langt de fleste gæster til Operaen kommer via Kgs. Nytorv og Nyhavn. Derfor er det naturligt, at en broforbindelse til Operaen og Holmen har sit udgangspunkt fra Nyhavn, var argumentet fra fonden. Et argument, som et flertal på Rådhuset nu har anerkendt.

Den Jyske Operas Venner ▪ Agernvænget 4 ▪ 8330 Beder ▪ tlf. 2460 7593 ▪ mail@djo-venner.dk