Medlem log-ind     
til forsiden indhold send os en mail find os på Facebook sitemap

Mellem venner







Plakat til Trubaduren

Sæson 2011/2011 på Den Jyske Opera

publiceret: 12.12.2010 14:40

Den Jyske Opera har netop offentliggjort repertoireplaner for næste sæson.
I august 2011 præsenterer Den Jyske Opera Snehvides Spejl, en ny dansk helaftensopera for voksne, med musik af Niels Marthinsen og med libretto af Eva Littauer. Med uropførelsen af Snehvides Spejl fortsætter Den Jyske Opera traditionen med at give publikum mulighed for at opleve ny dansk operadramatik. Senest har Den Jyske Opera budt på uropførelse af Bruuns Narcissus & Ekko (’10), Lorentzens Jeppe på Bjerget (’09) og Skriftestolen (’06), som også var komponeret af Niels Marthinsen. Skriftestolen fik Reumertprisen for Årets Opera. Komponist Niels Marthinsen har skabt musikken til Snehvides Spejl og librettist Eva Littauer har skrevet teksten. De har arbejdet tæt sammen med dirigent Joachim Gustafsson og instruktør Anne Barslev, som skal udfolde værket musikalsk og scenisk.
Særforestillingen opføres i Musikhuset Aarhus den 18., 20., 22. og 24. august 2011.

Efter de seneste sæsoners overvældende succes med Rigoletto og La Traviata afslutter det spændende kunstnerhold med Olivia Fuchs og Giordano Bellincampi i spidsen Verdis folkelige trilogi med Trubaduren. Denne forrygende perlerække af musikalske godbidder er med god grund en af de mest elskede og opførte operaer i repertoiret og publikum over det ganske land kan se frem til en skøn aften i selskab med mystiske forviklinger, grusom hævn og iørefaldende musik. Den Jyske Operas Kor har en central rolle i Trubadurens store optrin, herunder det berømte Zigøjnerkor, hvor landsdelsorkestrene også vil være i fokus med såvel blide sangbare toner som slagkraftige ambolteslag!.
Trubaduren opføres i Musikhuset Aarhus 11.-19. november 2011.

Mozarts Don Juan behøver næppe nogen længere præsentation. Efter de senere sæsoners store publikumssucceser med de ekstremt velsungne opsætninger af Figaros Bryllup og Idomeneo tager Den Jyske Opera nu på turné med en stor produktion af dette skelsættende værk, som har vakt begejstring og forundring i århundreder. Den dramaturgiske skarphed i dette legende drama, tekstens virtuose behandling af det mytiske stof og musikkens klare perspektivering af persongalleriet har med rette givet Don Juan legendarisk status som et af de største kunstværker i vores kulturarv. Vi har valgt at lægge iscenesættelsen i hænderne på en af skandinavisk operas mest succesrige instruktører Mikael Melbye, og den musikalske ledelse hos den fremstormende Tobias Ringborg.
Spilledatoerne for Don Juan i Musikhuset Aarhus er 3.-8. marts 2012.

Endelig byder sæsonen på en danmarkspremiere for de mindste: Halmhatten og Filttøflen, baseret på den populære finske børnebog, her iscenesat for familier med børn fra 4-6 år.

Den Jyske Operas Venner ▪ Agernvænget 4 ▪ 8330 Beder ▪ tlf. 2460 7593 ▪ mail@djo-venner.dk