Medlem log-ind     
til forsiden indhold send os en mail find os på Facebook sitemap

Nyhedsbrev Nr. 5

September 2018




Anaïs Constans

Operaouverturer og arier

publiceret: 27.08.2018  9:40

Vi gør opmærksom på en symfonikoncert, hvor Aarhus Symfoniorkester fejrer ouverturen som form og som formidler af operaens essens og de temaer, der siden forløses i drama og skønsang.

Ouverturer er ikke bare indledningen til en forestilling – de er ofte kernen af en hel opera. Orkestrets franske chefdirigent Marc Soustrot har valgt en række ouverturer fra sit hjemland – suppleret med den tyske musik, der ligger hans hjerte og ikke mindst hans dirigenttemperament så nært. Og så skal publikum ikke snydes for nogle af højdepunkterne fra selve operaerne. Derfor slutter den franske sopran Anaïs Constans sig til orkestret med en række af fransk og tysk musiks mest elskede arier.

Anaïs Constans er kun 29 år, men har allerede vundet priser ved flere internationale sangkonkurrencer, herunder publikumsprisen og tredjeprisen ved sangkonkurrencen i Toulouse og førsteprisen og ungdomsprisen ved sangkonkurrencen i Mâcon – begge i 2013. Hun er tredjeprisvinder ved den prestigefyldte Operalia-konkurrence for unge sangere og ved Montserrat Caballé-konkurrence i Zaragoza. Hun skal nok sørge for at det bliver en aften, hvor man får det bedste af en hel forestilling, kogt ned til få minutter. Koncertbilletter kan købes i Musikhusets Billetsalg.

Koncerten finder sted torsdag 1. november kl. 19.30 i Symfonisk Sal i Musikhuset Aarhus. Kl. 18.30 er der koncertoptakt ved Aarhus Symfoniorkesters Venner i Kammermusiksalen. Det er gratis at deltage i optakten.

Den Jyske Operas Venner ▪ Agernvænget 4 ▪ 8330 Beder ▪ tlf. 2460 7593 ▪ mail@djo-venner.dk