Medlem log-ind     
til forsiden indhold send os en mail find os på Facebook sitemap

Rundt omkring







Götz Friedrichs Ring i Berlin

Strid om nye opsætninger af Nibelungens Ring i Berlin

publiceret: 19.04.2016 17:40

Deutsche Oper i Berlin annoncerede sidste år, at en ny iscenesættelse af Wagners Ring-cyklus var på vej. Det samme har Staatsoper Unter den Linden, i samme by, også meldt ud, og det har skabt debat om, hvorvidt en fælles aftale om at koordinere forestillingerne på de berlinske operascener fungerer.

Chefen for Deutsche Oper, Dietmar Schwarz, offentliggjorde i foråret, at Götz Friedrichs 30 år gamle kultopsætning af Ringen genopsættes til næste år, og at en helt ny Ring har premiere i 2020, iscenesat af den norske instruktør Stefan Herheim. Tilsvarende er Daniel Barenboim og Staatsoper også på trapperne med deres nye Ring-cyklus, som skal instrueres af den russiske enfant terrible Dmitri Tcherniakov.

De mange opsætninger af Wagners Ring er blevet et hedt emne, fordi de strider mod en koordineringsaftale, som er indgået i Stiftung Oper in Berlin. Stiftung er en sammenslutning af de tre operaer i Berlin samt Staatsballett Berlin, der siden 2004 gennem et overordnet fælles økonomisk og administrativt samarbejde har sikret scenernes fortsatte eksistens.

Ifølge Berliner Morgenpost kritiserer røster i offentligheden nu de to kompagnier for at skabe et decideret overbud af Wagners Ring, og der spekuleres i, hvor mange offentlige midler det egentlig er værd at smide efter første del af tetralogien, Rhinguldet.


(kilde: Klassisk)
Den Jyske Operas Venner ▪ Agernvænget 4 ▪ 8330 Beder ▪ tlf. 2460 7593 ▪ mail@djo-venner.dk