Medlem log-ind     
til forsiden indhold send os en mail find os på Facebook sitemap

Rundt omkring







Montserrat Caballé

Montserrat Caballé er død

publiceret: 6.10.2018 10:00

Den spanske verdenssopran, Montserrat Caballé, døde i morges på hospital i Barcelona, 85 år gammel.

Hendes karriere strakte sig over 50 år. Hun debuterede i Basel i 1956 og udviklede sin stemme til at blive en af sin generations smukkeste sopraner med speciale i sjældent opførte operaer. Hun vakte blandt andet opsigt i operaen Rejsen til Reims af Gioacchino Rossini.

Montserrat Caballé fik et gedigent internationalt gennembrud, da hun i 1965 erstattede Marilyn Horne i en opførelse af Donizettis opera Lucrezia Borgia i Carnegie Hall i New York. Hun fik i 1987 også et popoperahit med Barcelona, hvor hun sang sammen med Queen-sangeren Freddie Mercury. Året efter udgav duoen et helt album med samme titel. Sangen blev også anvendt som tema ved sommer-OL i 1992 i Barcelona. Caballé sang Barcelona ved åbningsceremonien sammen med Plácido Domingo og José Carreras, efter at Freddie Mercury var død året før. Senere udgav Caballé albummet Friends For Life, der indeholder duetter med blandt andre Johnny Logan og Helmut Lotti.

Caballé, der opdagede og hjalp tenoren José Carreras med hans karriere, sang på de fleste store operascener i verden. Hun optrådte mange gange i Metropolitan Opera, San Francisco Opera og Wiens Opera, hvor hun sang sammen med stjerner som Luciano Pavarotti og Plácido Domingo. Hun optrådte hyppigt som koncertsanger og havde et meget omfattende repertoire. Hendes fans kaldte hende La Superba (Den superbe).

Montserrat Caballés karriere var også præget af dårligt helbred. Hun havde blandt andet hjerteproblemer. Hun blev indlagt på hospital i Barcelona i september og døde altså i morges, 6. oktober.


(kilde: Reuters)
Den Jyske Operas Venner ▪ Agernvænget 4 ▪ 8330 Beder ▪ tlf. 2460 7593 ▪ mail@djo-venner.dk