Medlem log-ind     
til forsiden indhold send os en mail find os på Facebook sitemap

Mellem venner







Plakat til Fidelio

Sæson 2007/2008 på Den Jyske Opera

publiceret: 9.11.2006 22:40

Den Jyske Opera har netop offentliggjort repertoireplaner for næste sæson. Sæsonens særforestilling bliver Ludvig van Beethovens eneste opera Fidelio, som hylder den ægteskabelige trofasthed og det godes sejr. Operaen, som bliver sat op af den internationalt anerkendte engelske instruktør Sir Jonathan Miller, spilles i Musikhuset Aarhus i august 2007. Det musikalske ansvar for operaen lægges i Århus Symfoniorkesters chefdirigent Giancarlo Andrettas hænder. Og den engelske scenograf Isabella Bywater vil stå for kulisser og kostumer.
De syv vigtige partier varetages alle af en besætning bestående af danske sange af internationalt format: Ann Petersen synger Leonore, Jens Krogsgaard er Florestan og John Lundgren Don Pizarro. Som Rocco alternerer Stephen Milling og Sten Byriel. Elsebeth Dreisig og Niels Jørgen Riis synger Marzelline og Jaquino og Morten Frank Larsen Don Fernando.

Verdis Rigoletto hører til blandt de mest elskede opera i repertoiret. Den Jyske Opera giver med denne opera dansk debut til én af Storbritanniens mest spændende instruktører Olivia Fuchs som vil samarbejde med sine faste partnere, scenografen Niki Turner og lysdesigneren Bruno Poet. Giordano Bellincampi dirigerer landsdelsorkestrene assisteret Marcello Motadelli. Rigoletto opføres i Århus 14.-17. november 2007.

Gounod har med baggrund i Goethes skelsættende Faust skabt en klassisk opera med forførende melodier og ægte drama om at sælge sin sjæl for at opnå sit mål. Operaen kombinerer den franske elegance i musikken med de altid væsentlige eksistentielle problemstillinger i det tyske mesterværk. Forestillingens instruktør Elisabeth Linton er en af dansk teaters mest lysende stjerner, og hun og hendes faste hold (Steffen Aarfing, scenografi og Magdalena Stenbeck, kostumer) er tilbage på Den Jyske Opera efter store succeser de tidligere år. Svenske Tobias Ringborg debuterer på Den Jyske Opera efter at have gjort sig bemærket på bl.a. Kungliga Operan i Stockholm som en af de mest talentfulde svenske dirigenter i nyere tid. Operaen opfåres i Århus 2.-6. februar 2008 og derefter på turné.

Rollelisterne til Rigoletto og Faust, børneforestillingerne og kirkekoncerterne, som også er en væsentlig del af Den Jyske Operas tilbud til publikum, præsenteres i foråret 2007.

Den Jyske Operas Venner ▪ Agernvænget 4 ▪ 8330 Beder ▪ tlf. 2460 7593 ▪ mail@djo-venner.dk