Medlem log-ind     
til forsiden indhold send os en mail find os på Facebook sitemap

Mellem venner







Plakat til Tristan og Isolde

Sæson 2012/2013 på Den Jyske Opera

publiceret: 15.11.2011 21:40

Den Jyske Opera har netop offentliggjort repertoireplaner for næste sæson.
I august 2012 præsenterer kompagniet Tristan og Isolde, ét af Wagners største værker. Senest var det Den flyvende Hollænder, som var Giordano Bellincampis første Wagneropera fra dirigentpodiet. Hermed lægger Den Jyske Opera op til en både dramatisk og musikalsk fængslende indledning på sæson 12-13, præsenteret af et tophold såvel på som bag scenen; ikke mindst i skikkelse af dansk teaters fornemste æstetiker Mikael Melbye, der iscenesætter Wagners opera og Giordano Bellincampi, der dirigerer det store værk. De krævende hovedpartier som Tristan og Isolde varetages af tyske Torsten Kerl og danske Ann Petersen, som også dannede par i den Reumertprisbelønnede opsætning af Die tote Stadt i 2010 på Den Jyske Opera.
Særforestillingen opføres i Musikhuset Aarhus den 19., 22., 26. og 29. august 2012.

Turnéforestillinger bliver: Figaros Bryllup og Tosca. Mozarts opera får premiere 8. oktober 2012 i Odense Koncerthus. Derefter turné 8. oktober – 5. december 2012. I Musikhuset Aarhus opføres operaen i Store Sal 16.-24. november 2012. Den musikalske ledelse er lagt i hænder på Per-Otto Johansson, for Jan Maagaards iscenesættelse står Søren Kjær, og for scenografi og kostumer Peter Schulz og Lars Andersen.

Puccinis Tosca har premiere 1. februar 2013 i Musikhuset Aarhus o vises på turné indtil 20. marts 2013. Giordano Bellincampi dirigerer værket i Elisabeth Lintons iscenesættelse og Herbert Murauers scenografi.

Endelig byder sæsonen på en danmarkspremiere for de mindste: Halmhatten og Filttøflen, baseret på den populære finske børnebog, her iscenesat for familier med børn fra 4-6 år.

Den Jyske Operas Venner ▪ Agernvænget 4 ▪ 8330 Beder ▪ tlf. 2460 7593 ▪ mail@djo-venner.dk