Medlem log-ind     
til forsiden indhold send os en mail find os på Facebook sitemap

Rundt omkring







Kasper Holten

Kasper Holten ny operachef på Covent Garden i London

publiceret: 18.03.2011 22:10

Det Kgl. Teaters afgående operachef Kasper Holten tiltræder i den nye stilling som operachef på Royal Opera House Covent Garden i London til august.  Kasper Holten afløser Elaine Padmore, som har valgt at gå på pension. Dermed er det anden gang, at han træder i hendes fodspor, da Holten også afløste Padmore, da han blev operachef for Det Kongelige Teater i 2000.

"Jeg har takket nej til forskellige følere om andre chefjobs, men der var ét job, som jeg vidste, at jeg ikke ville kunne sige nej til. Så da Covent Garden henvendte sig og tilbød mig denne stilling, måtte jeg slå til," udtaler Kasper Holten. Covent Garden regnes for at være et af verdens førende operahuse. "Det er en fantastisk chance for at bruge de erfaringer, jeg har gjort mig som operachef på Det Kongelige Teater, og Covent Garden er efter min mening i øjeblikket verdens allermest spændende operahus med et kunstnerisk niveau, som er second to none," lyder det fra Kasper Holten.

Samtidig med at Holten bliver ny operachef på Covent Garden, får han tid til at lave sine egne kunstneriske projekter. - "Heldigvis får jeg mulighed for sideløbende med chefjobbet i London fortsat at iscenesætte i et vist omfang, både på Covent Garden og andre steder, og det har været en afgørende faktor for min beslutning om at takke ja. Jeg håber således på i de kommende år fortsat at arbejde med både opera, film og teater som instruktør," siger han.

Holtens kontrakt på Covent Garden løber til sommeren 2016. I løbet af sine omkring 11 år som operachef på Det Kongelige Teater har Kasper Holten sammen med chefdirigent Michael Schønwandt bl.a. været med at flytte Operaen til Holmen, og hans opsætning af Wagners storværk Niebelungens Ring i 2006 blev internationalt anerkendt. Den er optaget på dvd af pladeselskabet DECCA.

Hans debut som filminstruktør, Juan, får dansk premiere den 7. april. Der er tale om en moderne, engelsksproget version af Mozarts opera Don Giovanni.

Den Jyske Operas Venner ▪ Agernvænget 4 ▪ 8330 Beder ▪ tlf. 2460 7593 ▪ mail@djo-venner.dk