Medlem log-ind     
til forsiden indhold send os en mail find os på Facebook sitemap

Rundt omkring








Scene fra Ragnarok

Ringen udgives på DVD

publiceret: 30.04.2006 8:00

Den Kgl. Operas historiske opførelse af Wagners Nibelungens ring filmoptages med henblik på kommende DVD-udgivelse. Kunstnerne på Det Kgl. Teater har opgivet deres honorarkrav for at fremtidssikre bedriften.

Det er det første skridt mod en DVD-udgivelse af Kasper Holten & kompagnis Reumertpriste danske Ring, som med støtte fra Velux Fonden nu optages af selskabet Cubus Film & TV, der også filmede den første danske og meget roste opera-DVD med Rued Langgaards Antikrist. Næste skridt bliver at finde en udgiver af optagelsen på DVD plus andre finansieringskilder til den del af fasen.

"Der er ingen penge i opera-DVD, og det har kunstnerne erkendt ved at opgive deres honorarkrav og i stedet få procenter af et salg." siger operadramaturg Henrik Engelbrecht. Til gengæld er der prestige i projektet ud over et stort ønske om at fremtidssikre bedriften, når tæppet gør sidste gang i maj for den københavnske Ring, som næsten udelukkende er med teatrets egne kunstnere og blot fire udefrakommende gæster. "Det er en profileringsfunktion for os, at Det Kgl. Teater kan komme ud på pladeforretningernes hylder sammen med de fem-seks andre DVD-udgivelser af Ringen fra førende operahuse, som vi gerne vil gnubbe skuldre med," siger Henrik Engelbrecht. Kunstnernes opgivelse af deres honorar-krav er et kæmpe skridt i den rigtige retning mod en mere fleksibel udgivelsespolitik, ifølge Henrik Rørdam, der er direktør for det nationale pladeselskab Dacapo.

Kampen om at sikre den kongelige Ring har været tung og lang. Danmarks Radio har ikke ønsket at medvirke og transmittere begivenheden, fordi DR for blot ti år siden sendte Den Jyske Operas helteindsats i Thomas Grimms lovpriste TV-udgave, som også foreligger på syv CD-kassetter med bl.a. Stig Fogh Andersen, Lisbeth Balslev, Poul Elming, Tina Kiberg og Lars Wage i Klaus Hoffmeyers iscenesættelse og dirigeret af Francesco Cristofoli. på DVD-markedet har Deutsche Grammophon netop genudgivet sin live-optagelse af Patrice Chereaus skelsættende Bayreuth-opsætning fra 1976 med dirigenten Pierre Boulez på otte DVD'er til nedsat pris omkring 1.000 kr. (kilde: Berlingske Tidende)

Den Jyske Operas Venner ▪ Agernvænget 4 ▪ 8330 Beder ▪ tlf. 2460 7593 ▪ mail@djo-venner.dk