Medlemskab
Foreningen Den Jyske Operas Venner har eksisteret i over 60 år
Vennerne
Operaelskere er uden alder.
Carmen, Don Carlos, Tosca, Tristan og Isolde vil med deres lidenskaber og skæbne fortsat sætte sine markante spor i et stadig voksende publikums bevidsthed.
Den Jyske Opera begyndte i det små i 1940erne, men har siden 1982, hvor den blev en del af livet i Musikhuset, vokset med opgaverne. Wagners Nibelungens Ring slog for alvor navnet fast ikke blot i det skandinaviske publikums bevidsthed, men også i internationale operakredse. Derfor var det indlysende, at Operaen videreførte og kompletterede Wagner-årene med en serie af Richard Strauss’ hovedværker og senere med Puccinis operaer. Og med opførelsen af Niels Marthinsens opera Skriftestolen for et par år siden har den nået sit foreløbige højdepunkt.
Foreningen Den Jyske Operas Venner har fulgt udviklingen på tætteste hold og fejrede sit 50 års jubilæum for et par års siden. Dens fornemste opgave er at vække, stimulere og udbrede interessen for operakunsten i almindelighed, og for Den Jyske Opera i særdeleshed.
Vi erfarer, at operainteresserede har glæde af at mødes uden for forestillingerne omkring f.eks. foredrag, operagennemgang, arrangementer med komponist, dirigent, instruktør, sangere samt operarejser og -film.