
Rundt omkring
Echo '72
Premiere på ny opera pakket ind i frygt og sikkerhed
»Den største udfordring er frygt, den er overalt. Frygten bor i alle de mennesker, der deltager i projektet«. Sådan lød ordene fra Laura Berman, Staatsoper Hannovers kunstneriske leder, inden premieren på Echo 72. Israel in München - Michael Wertmüller og Roland Schimmelpfennigs opera om det palæstinensiske terrorangreb på israelske deltagere ved de olympiske lege i München i 1972, den såkaldte München-massakre. Premieren er blevet en kontroversiel begivenhed i lyset af udviklingen i Mellemøsten efter 7. oktober forrige år. Operaen var bestilt allerede året inden, og komponist og librettist kunne på det tidspunkt lige så lidt som statsoperaen have forudset Hamas angrebet i det sydvestlige Israel i efteråret 2023.
På Hannover Staatsopers hjemmeside kan man læse, at huset ser sig selv som »et forum for demokratisk meningsudveksling og social og politisk diskurs«. Det er på det idégrundlag, at man har valgt at producere en opera om et af de mørkeste kapitler i tysk efterkrigshistorie – og fastholde den planlagte premiere sidst i januar. Men samtidig har operahuset ikke været blind for den problematiske kontekst, som angrebet på Israel og landets efterfølgende krig mod Gaza og Libanon har skabt for forestillingen. Derfor har man sat ind med et større sikkerhedsopbud ved premieren samt en oplysningskampagne, der ledsager forestillingen.
I et interview til New York Times siger den amerikanske instruktør, Lydia Steier, at hun i sin iscenesættelse har gjort alt for at undgå referencer til den nuværende konflikt. På scenen ser man ingen figurer, der direkte gengiver de israelske sportsfolk, som blev dræbt under terrorangrebet i München. Skurkene skildres heller ikke som militante palæstinensere men som et kor af tilskuere, der fungerer som et troldspejl ved at reflektere publikum fra scenen, fortæller Steier.
Operaen og dens kontroversielle tema har fået en blandet modtagelse hos anmelderne, som kalder den alt fra »overvældende, chokerende og storslået« til »et usædvanligt bidrag til den moderne operahistorie á la Leni Riefenstahl (kontroversial tysk filminstruktør - djov)«. Reaktionerne i offentligheden tegner også positioner for og imod, særligt i Hannovers jødiske samfund. En scene i operaen giver mindelser om massehenrettelserne i nazisternes udryddelseslejre under 2. verdenskrig. Det har rejst kritik i lyset af den nylige markering af 80-året for befrielsen af Auschwitz.
Kulturminister i delstaten Niedersachsen, Falko Mohrs, deltog ved premieren på Echo 72 og tog bagefter operaen i forsvar i en udtalelse til avisen Hannover Allgemeine: »Forestillingen kan have været en udfordring for mange gæster. Ikke desto mindre udfylder den en vigtig funktion: Den konfronterer os usminket med de grusomheder, der blev begået på tysk jord under den nationalsocialistiske æra. Det er vores samfundsmæssige pligt ikke at se væk!«.
Streaming platformen OperaVision transmitterede premieren 25. januar. Du kan se hele forestillingen Echo 72. Israel in München med engelske undertekster ved at følge dette link: Staatsoper Hannover: Echo 72
(kilde: Klassisk )