Medlem log-ind     
til forsiden indhold send os en mail find os på Facebook sitemap

Debatforum







Et åbent forum for udveksling af ideer, erfaringer, information og debat om opera

Kommentarer


Modernisering af opera
16-07-2002 Ole Mark Hansen

Der er for tiden en tendens til at modernisere alle operaer. Selv værker med en præcist angivet tidsepoke flyttes enten op til vore dage eller til stenalderen, kulisser ligner en byggeplads og kostumer hentes fra filmen Star Wars. Bliver instruktører aldrig træt af at eksperimentere?

Nej!
25-07-2002 Uffe Lindum, Bjeragervej 19. 8300 Odder

For god ordens skyld er det ikke Heibergs vaudeville, jeg hentyder til i overskriften. Den udgør blot det korte svar på Ole Mark Hansens indlæg. Det mere uddybende svar er, at jeg principielt er enig med de instruktører, som søger nye veje, vel at mærke ud fra den givne operas ramme og pointer. Kæden springer til gengæld af, hvor gærdet er lavest, for her hopper desværre de fleste instruktører over til fordel for ren sensationsjagt, instruktør-markedsføring og tom underholdning. Richard Wagners råd til efterfølgerne var ’Kinder, schafft Neues!’, og sønnesønnernes nyskabelser i Bayreuth efter 2. verdenskrig var vitterlig et gennembrud for instruktionsmæssig nytænkning, fordi den udsprang af Wagners credo og var i pagt med værkernes ånd. Ved det lave gærde har vi derimod Kasper Holtens socialrealistiske La Traviata og Troels Kolds lige så afkønnede Carmen, som de to sidste af DJOs bundpropper, jeg har set (jeg har ikke været der siden og kommer først til La Bohème med Gheorghiu/Alagna i håb om, at den markerer et vendepunkt – og hvis ikke: farvel igen!). Jeg mindes også med gysen Gianfranco del Monaco’s Troubaduren i Leipzig omkring 1990, da leipzigerne sandelig kunne opleve det samme på scenen som ude i bybilledet: sammenstyrtende huse og bilvrag, lige til en moderne udgave af Laser og Pjalter. Kostumerne var som til West Side Story, og i orkestergraven dirigerede Niksa Bareza – højst distraherende – musik af Verdi. Tre-i-én, hva’beha’r! Lige til at klippe negle med …… Det eneste, der for mig at se, kan sætte bom for disse grasserende forsøg på almén idiotisering, er boykot fra publikums side. Penge – og især mangel på samme – er noget, operahuse forstår sig på, og publikum har krav på kvalitet for sin investering i operabilletter. Hvis det elementære krav ikke kan imødekommes, er samme publikum i sin gode ret til at bruge sine penge på noget andet og bedre!



Den Jyske Operas Venner ▪ Agernvænget 4 ▪ 8330 Beder ▪ tlf. 2460 7593 ▪ mail@djo-venner.dk