Løsning på operaquiz
Djævlene fra Loudun
Hvilken opera?
Denne samtidsopera er skrevet i slutningen af 1960’erne af en komponist og dirigent født i et europæisk land med 524 km lange kystlinje.
Den tyske libretto er skrevet af komponisten selv og er baseret på en historisk roman af en engelsk forfatter og humanist, der i sine senere år antog en interesse for mere spirituelle emner som parapsykologi og filosofisk mystik. Han døde som 69 årig, men til trods for, at han var en kendt og fremtrædende person, savnedes omtale af hans død i massemedierne, eftersom John F. Kennedy blev myrdet senere samme dag.
Musikken tager udgangspunkt i den hårde europæiske modernisme, der også findes hos avantgardistiske komponistkolleger som Pierre Boulez, Iannis Xenakis og György Ligeti. Det er et uhyggeskabende og til tider skingert klangunivers, der også er kendt fra gyserfilm af William Friedkin, Stanley Kubrick eller David Lynch, hvor lydsporet er skabt af komponisten.
Handlingen udspiller sig i Frankrig i 1600-tallet og er et opgør med et totalitært system hvor hovedpersonen er offer for en blanding af magtkamp, religiøst hysteri og politisk komplot. Operaen blev uropført med kun to dages mellemrum i to tyske byer, Hamborg og Stuttgart.
I København blev den vist på Det Kongelige Teater i 3 omgange, sidst i 2013.
Løsning:
Djævlene fra Loudun
af Krzysztof Penderecki