Løsning på operaquiz
Angela Gheorghiu som Adriana Lecouvreur
Hvilken opera?
Dette trekantsdrama i fire akter fra 1902, er skrevet til en italiensk libretto baseret på et skuespil af en fransk dramatiker, der flittigt bidrog til libretti for en snes sceniske værker af bl.a. Boieldieu, Auber, Rossini, Halévy, Meyerbeer, Donizetti, Offenbach og Verdi.
Det samme stykke, der tjente som grundlag for operaens libretto, blev tidligere brugt af mindst tre forskellige librettister for operaer med nøjagtig samme navn, skrevet af tre forskellige komponister. Disse operaer, der havde premierer i hhv. Milano (1857), i Lissabon (1858) og i Genève (1889), forbliver stort set ukendte i dag.
Titelfiguren er en historisk person (levede i slutningen af 1600- og i begyndelsen af 1700-tallet), ligesom nogle andre figurer i operaen også er, mens den historie, der fortælles i stykket, er gennemgående fiktiv.
Verdens største sangerinder gennem tiden, Claudia Muzio, Magda Olivero, Renata Tebaldi, Carla Gavazzi, Leyla Gencer, Montserrat Caballé, Raina Kabaivanska, Renata Scotto, Mirella Freni, Joan Sutherland, har haft titelrollen blandt deres favoritter - ofte i slutningen af deres karriere idet toneomfanget her er forholdsvis lavt og der er meget få udsatte høje toner (og kun et enkelt højt B i hele operaen).
Den nyeste iscenesættelse af denne opera, skabt af en scotsk instruktør, er koproduceret af 7 kendte operahuse: Royal Opera House Covent Garden i London, El Liceu i Barcelona, La Scala i Milano, Wiener Staatsoper, Pariser-operaen, San Francisco Opera og Metropolitan Operaen i New York.
Første akt udspiller sig bag kulisserne på et stort teater og tredje akt indeholder en monolog fra et skuespil af Jean Racine.
Løsning:
Adriana Lecouvreur
af Francesco Cilea