Løsning på operaquiz
Hvilket scenisk værk?
Værkets komponist blev født i en by i Seine-Maritime departementet i Normandiet. Hans forældre stammede fra et Alpeland og han studerede i en kort periode på et af landets konservatorier.
Han var en del af komponistgruppen, hvis navn er identisk med antallet af medlemmer. Hans musik der er tonal dog med mange stærke dissonanser, karakteriseres som neoklassisk med elementer af senromantik, ekspressionisme og tolvtone-teknik.
Hans oeuvre omfatter 5 symfonier, 3 koncerter for instrument og orkester, adskillige klaverværker og kammermusik. Blandt hans dramatiske værker er operaer, operetter, balletter og oratorier - det, der er genstand for denne gætteleg, handler om en martyr og helgen, som i alder af blot 19 år, led en grusom død på torvet i Rouen. Udover koncertsale bliver værket en gang imellem vist i en scenisk udgave i operahuse. De berømte opsætninger i 1950-erne på Teatro San Carlo, La Scala og Pariseroperaen blev opført med Ingrid Bergman i den talte titelrolle.
En af orkesterstemmerne er skrevet for Ondes Martenot, et tidligt elektronisk musikinstrument hvis unikke klang blev brugt til at forstærke strygesektionen.
Løsning:
Arthur Honegger: Jeanne d'Arc au bûcher | Jeanne d'Arc på bålet