Mellem venner
Anne Barslev
Anne Barslev ny operachef for Den Jyske Opera
Til maj 2024 tiltræder den 48-årige operainstruktør Anne Barslev som ny operachef på Den Jyske Opera. Hun erstatter derved Philipp Kochheim, der næste år træder af efter 7 år på posten.
Anne Barslev har arbejdet som freelance operainstruktør i Skandinavien og har instrueret alt fra store, kendte klassikere til nyskrevne, eksperimenterende operaer for både voksne og børn. Hun har derudover opsat operaforestillinger både på større udendørsscener, åbne byrum og landsdelsscener.
Anne Barslev har tidligere opsat forestillinger på både Det Kongelige Teater, Malømøoperaen og Copenhagen Opera Festival. Men også Den Jyske Opera har tidligere draget nytte af hendes iscenesættelser i form af bl.a. Niels Marthinsens helaftensopera Snehvides Spejl (2011) i Musikhuset Aarhus med Aarhus Symfoniorkester og Peter Bruuns Narcissus og Ekko (2010).
Hun er uddannet operainstruktør fra Hogeschool voor de Kunsten i Amsterdam. Netop nu arbejder hun på at kombinere sin undervisning på Operaakademiet med at instruere Massenets Cendrillon med inddragelse af studerende fra Det Kongelige Danske Musikkonservatorium.
Om sin vision for Den Jyske Opera fortæller Anne Barslev: ”Det er min klare vision for Den Jyske Opera, at vi fortsat skal rumme høj kunstnerisk kvalitet og være en skandinavisk arbejdsplads, hvor vi samler de bedste kræfter og viser, hvad vi har at byde på i vores ende af verden. Vi skal rumme de store klassiske operaer med landsdelsorkestrene og de mindre og mere fleksible operaer i nye formater. Vi skal favne både de nyuddannede og landets største stjerner med internationale karrierer. Allervigtigst skal vi invitere publikum helt tæt på og skabe forankring og nærhed gennem relevant og tidssvarende folkelighed.”
(kilde: Den Jyske Opera)