Medlem log-ind     
til forsiden indhold send os en mail find os på Facebook sitemap

Mellem venner







Brødre som opera

Susanne Biers film Brødre som opera i 2017

publiceret: 8.04.2015 11:00

Den Jyske Opera opfører Susanne Biers film Brødre i 2017. Opførelsen er en del af Musikhuset Aarhus’ Bier-trilogi, hvor den anerkendte filmtrilogi - i forbindelse med, at Aarhus er kulturhovedstad i 2017 - transformeres til scenekunst: Brødre som opera, Efter brylluppet som musikteater og Elsker dig for evigt som moderne dans.

I det ene øjeblik er du i en fremmed krig og i det næste i et dansk køkken. Spændingen mellem de to verdener og de små og store spørgsmål i livet er oplagt at udforske i opera”, siger operachef Annilese Miskimmon, som selv skal instruere operaen Brødre. Musikken komponeres af den dansk-islandske komponist Daníel Bjarnason og teksten skrives af svenske Kerstin Perski, som også skrev librettoen til den Reumertvindende opera Skriftestolen på Den Jyske Opera. Danske og internationale sangere vil sammen med Aarhus Symfoniorkester opføre operaen Brødre i Musikhuset Aarhus.

Filmen Brødre er en fortælling om to brødre og et trekantsdrama. Michael har en velfungerende karriere i militæret, en smuk hustru og to døtre. Lillebror Jannik lever et driverliv på kant med loven. Da Michael sendes på FN mission i Afghanistan og vender hjem efter et traumatisk fangeskab, er balancen mellem de to brødre ændret for altid. ”Gentænkning af et værk har givet nogle af de fineste operaer, der nogensinde er skrevet”, fortæller Annilese Miskimmon, ”Verdi gentænkte Shakespeare og gav os sine versioner af ”Otello”, ”Macbeth” og ”Falstaff”. Wagner gentænkte de nordiske sagaer og gav os ”Nibelungens Ring”. Kunstnere gennem tiderne har ladet sig inspirere af andre folks historier og gentænkt dem fra deres eget synspunkt. Komponist Daníel Bjarnason og librettist Kerstin Perski vil bruge filmen som inspiration for deres egen fortolkning. Hvordan de udvikler eller fokuserer historien er endnu ukendt. Daníel er vokset op med opera og hans symfoniske lydverden er en medrivende blanding af gammelt og nyt, som bygger bro mellem traditionel, klassisk lyd og det 21. århundredes vision om, hvad musik kan være. Filmtemaernes sofistikerede karakter vil blive afspejlet i musikken. Nogle ting i livet er så følelsesmæssige komplekse, at de ikke kan beskrives med ord, men netop udtrykkes bedst gennem musikken”, slutter instruktør og operachef Annilese Miskimmon.

Med uropførelsen af Brødre fortsætter Den Jyske Opera traditionen med at give publikum mulighed for at opleve ny dansk opera. Senest har Den Jyske Opera budt på uropførelse af Peter Navarro-Alonsos For enden af tunnellen (2015), Thomas Agerfeldt Olesens The Picture of Dorian Gray (2013), Niels Marthinsens Snehvides Spejl (2011) og Skriftestolen (2006), Peter Bruuns Narcissus & Ekko (2010) og Bent Lorentzens Jeppe på Bjerget (2009).

Se og læs mere om operaen Brødre i Ridehuset i Aarhus fra 14.-18. april, hvor Aarhus 2017 inviterer til en udstilling, der giver en forsmag på kulturhovedstadsåret med temaet Let’s Rethink. Billetsalg til operaen Brødre begynder i foråret 2017.

Den Jyske Operas Venner ▪ Agernvænget 4 ▪ 8330 Beder ▪ tlf. 2460 7593 ▪ mail@djo-venner.dk