Medlem log-ind     
til forsiden indhold send os en mail find os på Facebook sitemap

Rundt omkring







Signe Heiberg

Dansk sopran redder Macbeth i Frankfurt

publiceret: 10.12.2024 10:10

Den danske sopran Signe Heiberg blev søndag morgen fløjet ind fra København for at redde Oper Frankfurts premiere på Verdis Macbeth samme aften. I Frankfurt skulle Heiberg dublere for amerikanske Tamara Wilson, der havde så meget knas med stemmen, at hun ikke kunne gennemføre premieren. Heiberg sang partiet som Lady Macbeth fra scenekanten og fik – trods kun en enkelt times forberedelse – en overvældende modtagelse af anmelderne.

Heiberg synger i øjeblikket rollen fast på Theater Heidelberg, hvor hun også har høstet anmelderroser, blandt andet for sin »fabelagtige skuespilpræstation«. Også ved Oper Frankfurts premiere blev Heiberg bemærket for sin dramatiske udlægning af Lady Macbeth.

»En meget dramatisk sopran med udtryksfuld dybde, et gyldent mellemleje og nærmest perfekte høje toner«

OnlineMerkers anmelder, Gerhard Hoffmann, skriver: »Den fremragende fortolker brugte sit nærværende mellemregister og de melodiøse, høje toner effektivt og kalkuleret. Heiberg placerede umiskendeligt vanvidsscenen som kronen på værket i sin fortolkning«.

For Frankfurter Rundschaus Judith von Sternburg gik den danske soprans vokale præstation og skuespil også op i en højere enhed: »Heibergs sang fra scenekanten brød ikke scenerummet fra sidelinjen, men udfyldte det. En meget dramatisk sopran med udtryksfuld dybde, et gyldent mellemleje og nærmest perfekte høje toner. Vokalt et ligeværdigt modstykke til Nicholas Brownlees lette, runde basbaryton«.

Jan Brachmann fra Frankfurter Allgemeine er benovet over Signe Heibergs levering. Han skriver: »Hvilken glød og glans! Hun giver springene og trillerne en pervers glans i sin drikkesang ved banketten. Og i søvngængerscenen i fjerde akt leverer Heiberg et studie i galskab ved at synge de første dele af sætningen med fuld stemme, kun for at tage anden del tilbage med halv stemme. Splittelsen i karakteren afsløres i den fuldtonende syntaks«.

Signe Heiberg debuterede i partiet som Lady Macbeth i Philipp Westerbarkeis prisnominerede opsætning for to år siden ved Stadttheater Bremerhaven, da hun var en del af husets faste ensemble. Herhjemme har sopranen senest gjort sig bemærket, da hun i foråret år tog andenpladsen ved Lauritz Melchior International Singing Competition.

(kilde: Klassisk )

Den Jyske Operas Venner ▪ Agernvænget 4 ▪ 8330 Beder ▪ tlf. 2460 7593 ▪ mail@djo-venner.dk