Medlem log-ind     
til forsiden indhold send os en mail find os på Facebook sitemap

Rundt omkring







Operaen

Den Kgl. Opera får hovedsponsor

publiceret: 1.01.2009 13:20

Den Kgl. Opera har fået et stort og anerkendende skulderklap af Den Danske Forskningsfond, der bliver operaens første hovedsponsor med et beløb, som parterne ikke vil røbe, udover at det overgår alle operaens hidtidige sponsorater og er treårigt. Den private fond, som ellers primært støtter forskning i sygdomme, har valgt at satse på operaen i anerkendelse af dens kvantespring i de senere år og for at styrke dens potentiale til at blive et hus i international klasse.

Pengene er øremærket målrettet udvikling. F.eks. til at hyre eftertragtede gæsteinstruktører, -dirigenter og -sangere, sangeksperter og coaches.

»Det er en kanon dejlig tillidserklæring til hele operaen, og den kunne ikke komme på et heldigere tidspunkt,« siger operachef Kasper Holten med henvisning til finanskrisen og teatrets stramme økonomi: »Vi er sikret penge til at løfte kvalitetsniveauet i en tid med smalhals, hvor det ellers typisk er udvikling, der skæres ned på som det første.«

Operaen indgik et lignende sponsorat sidste år med OAK Fundation. Det er på én mio. kr. årligt frem til 2011. Begge sponsorater er kommet nyopsætningen af »Wozzeck« til gode, fordi man kunne engagere en kapacitet som dirigenten Michael Boder og skabe en forestilling af international klasse. »Jeg synes, at vi i dag ligger i toppen af 1. division og er gode nok til at være oprykkere. Vi kommer aldrig til at vinde superligaen, hvor Wien og La Scala har nogle forudsætninger, som vi ikke har. Men vi skal op i den liga,« siger Kasper Holten, der med tilfredshed har noteret sig, at ingen af denne sæsons forestillinger har fået under fire stjerner af anmelderne, et par stykker har ramt fem, og »Wozzeck« har nået toppen med seks stjerner.

»Kvalitet er vores eksistensberettigelse og det eneste våben, vi har, for at få publikum til at bruge tid på at tage herud med havnebus eller lange omveje i bil for at finde en parkeringsplads. Det er en skandale, at det er så svært at komme hertil,« siger Kasper Holten. Der er stadig ikke enighed mellem Københavns Kommune, bygherren af Operaen, A.P. Møllers Fond, og teatret om en broforbindelse, og operachefen vil ikke kommentere den diskussion: »Som operachef ville jeg bare ønske, at man fik integreret Operaen i byen, så det blev let for publikum at komme her. Snart! Vi har spillet herude i fire år. Det er ikke godt nok.« (kilde: Berlingske Tidende)

Den Jyske Operas Venner ▪ Agernvænget 4 ▪ 8330 Beder ▪ tlf. 2460 7593 ▪ mail@djo-venner.dk