Medlem log-ind     
til forsiden indhold send os en mail find os på Facebook sitemap

Rundt omkring







Wiener Staatsoper

Ballademager får operaforbud på livstid

publiceret: 12.05.202 19:10

En tysk overlæge er ved en domstol i Østrigs hovedstad blevet idømt fire måneders betinget fængselsstraf efter en episode i efteråret, hvor han blev anholdt for uorden og trusler om vold under en forestilling i Wiener Staatsoper.

Den tyske læge havde købt billet til statsoperaens opsætning af La Traviata i oktober. Under forestillingen brokkede han sig højlydt og brugte flittigt i sin mobiltelefon til stor gene for de andre publikummer. Blandt andet havde han travlt med at optage en scene med en bil, hvorefter han råbte: »Det er skammeligt, det er jo reklame for et bilmærke«, skriver Kronen Zeitung.

Da flere andre operagæster gjorde ham opmærksom på, at det ikke var tilladt at optage under forestillingen, blev lægen aggressiv og truede dem: »Luk arret. Jeg smadrer jer til hakkekød«.

Operaens personale forsøgte uden held at berolige den 55-årige tysker og endte med at tilkalde politiet. Da han nægtede at forlade salen, slæbte otte betjente ham ud under brølende bifald fra publikum.

Den betingede doms prøvetid lyder på tre år. Hvis den tyske læge gør sig skyldig i nogen form for lovovertrædelse i den periode, ryger han bag tremmer. Udover domskendelsen har lægen også fået et livslangt forbud mod at vise sig i Wiener Staatsoper.

(kilde: Klassisk)

Den Jyske Operas Venner ▪ Agernvænget 4 ▪ 8330 Beder ▪ tlf. 2460 7593 ▪ mail@djo-venner.dk