Medlem log-ind     
til forsiden indhold send os en mail find os på Facebook sitemap

Rundt omkring







Cavalleria rusticana - Arena di Verona, 2021

Videoskærme i Arena di Verona

publiceret: 14.07.2021 11:10

Den berømte operafestival i Arena di Verona, verdens ældste udendørs operafestival, optræder i 2021-udgaven i ny forklædning. Festivalen, der holdes årligt i byens store amfiteater, er denne gang tvunget til at erstatte den normale kæmpescenografi med 3D-billeder og store videoskærme. De digitale kulisser er et resultat af Italiens aktuelle afstandskrav, som gør de sædvanlige horder af scenearbejdere på den mikroskopiske bagscene umulig.

»Vi indså allerede i november sidste år, at vi måtte have en anden plan, hvis vi nu ikke kunne bruge de store sætstykker. I sidste ende er Arena di Verona jo kendt for at lave kæmpe opsætninger af stor kunstnerisk kvalitet«, siger festivalens direktør, Cecilia Gasdia, ifølge AP News.

Festivalåbningen fredag med dobbeltforestillingen Cavalleria Rusticana / Bajadser var også premieren på den nye digitale scenografi. Opsætningen af Mascagnis og Leoncavallos operaer er udskudt fra sidste års corona-aflyste festival, og de ufærdige trækulisser til Cavalleria står stadig i de enorme værksteder udenfor Verona og venter på at blive taget i brug i fremtiden.

I stedet kunne publikum opleve en siciliansk landsby på 400 kvadratmeter LED-skærme med gengivelse af klippefremspring, en kirkefacade og skæve huse, alle med tredimensionel dybde. Drivende skyer gav scenen dynamik, mens sangere og skuespillere bevægede sig op og ned ad en fysisk trappe til forscenen, hvor borde og stole fysisk skabte byens plads, skriver AP.

Corona-restriktionerne påvirker også publikumskapaciteten ved operafestivalen. Indtil videre er der plads til højst 6.000 gæster mod 13.500 før pandemien. Orkestermusikerne sidder med to meters afstand, koret er spredt ud over den venstre del af amfiteatrets scene som et græsk kor, og alle medvirkende, der ikke synger, bærer påkrævede mundbind.

Det er, ifølge arrangøren, 98. gang, at publikum kan opleve opera i stort format i det romerske amfiteater, og kernerepertoiret er også denne gang operaer af Verdi og Puccini.


(kilde: Klassisk )
Den Jyske Operas Venner ▪ Agernvænget 4 ▪ 8330 Beder ▪ tlf. 2460 7593 ▪ mail@djo-venner.dk