Medlem log-ind     
til forsiden indhold send os en mail find os på Facebook sitemap

Rundt omkring







Anna Netrebko og Yusif Eyvazov

Anna Netrebko aflyser koncert i Aarhus efter kritik

publiceret: 26.02.2022 8:10

En koncert med det russiske par, Anna Netrebko og Yusif Eyvazov, fredag aften i Aarhus har skabt røre. Det kom frem at sangerinden er ven af Vladimir Putin og har i flere sammenhænge offentligt bakket op om præsidenten. Flere politikere og gæster ønskede koncerten aflyst, og knap en time før koncertstart kom fra parret en udtalelse, som Musikhuset har udsendt kort før klokken 18.45:

- På grund af den aktuelle situation, har vi besluttet at aflyse aftenens koncert. Det her er meget triste dage, og vi er dybt bekymrede for alle de involveredes velbefindende. Vi håber og beder for en hurtig og fredelig løsning, - siger Anna Netrebko og Yusif Eyvazov.

Musikhuset Aarhus har bekræftet, at man har fået flere henvendelser fra gæster, der ikke ønskede at gøre brug af deres billetter til koncerten.

Jeppe Uggerhøj, kunstnerisk chef i Musikhuset Aarhus holdt længe fast i at gennemføre arrangementet.

- Vi er selvfølgelig også berørte af situationen, men vi vil gerne adskille kunst og politik. Anna Netrebko er en af de allerdygtigste operasangere og booket af rent kunstneriske grunde, - siger kunstnerisk chef i Musikhuset, Jeppe Uggerhøj, og pointerer samtidig, at kunstnere i Musikhuset tit har forskellige politiske holdninger. - Og det må de gerne have. Gæsterne har kendt Netrebkos holdninger længe, og det er således op til dem, hvis de ikke vil møde op, - siger Jeppe Uggerhøj.

I alt har 1200 personer købt billet til arrangementet fredag aften, der kostede op til 1.700 kr. pr.stk.

Rådmand for Kultur og Borgerservice i Aarhus Kommune, Rabih Azad-Ahmad (RV), har skrevet til både udenrigsministeren og kulturministeren for at få en udvidelse af sanktionerne og mulighed for at aflyse operakoncerten og en planlagt forestilling med Den Russiske Nationalballet mandag Aarhus. Når aflysninger skyldes politik, skal Udenrigsministeriet nemlig ind over.

- Situationen i Ukraine er historisk og kræver, at vi står sammen om at sige fra. Normalt er jeg fortaler for, at man holder kultur og politik adskilt, men der er intet normalt i det russiske overgreb, og derfor bør vi sætte ind, hvor vi kan. Hvis UEFA kan flytte Champions League finalen, bør vi også kunne aflyse forestillinger i Musikhuset - siger Rabih Azad Ahmad i en pressemeddelelse. - Hvis jeg havde billetter, ville jeg ikke deltage i aften for aktivt at tage afstand fra Ruslands krig og Putin.

(kilde: TV2 Østjylland)

Den Jyske Operas Venner ▪ Agernvænget 4 ▪ 8330 Beder ▪ tlf. 2460 7593 ▪ mail@djo-venner.dk