Medlem log-ind     
til forsiden indhold send os en mail find os på Facebook sitemap

Rundt omkring







James Levine

James Levine er død

publiceret: 28.03.2021 10:10

James Levine, der er tidligere chefdirigent og musikdirektør ved The Metropolitan Opera i New York, er død, 77 år. Det bekræfter hans læge onsdag over for New York Times. James Levine døde 9. marts i Californien. Dødsårsagen er ikke umiddelbart oplyst.

Levine var en af verdens mest indflydelsesrige og anerkendte dirigenter, indtil han blev fyret fra The Metropolitan Opera i 2018 på grund af beskyldninger om seksuelle overgreb og chikane mod yngre musikere. Skandalen begyndte at rulle i 2017, da en på det tidspunkt 48-årig mand stod frem og fortalte, at Levine havde misbrugt ham i sine teenageår. Ifølge manden begyndte overgrebene i 1985, da han var 15 år. Siden stod mindst to andre mænd offentligt frem med lignende beskyldninger.

James Levine var musikdirektør på The Metropolitan Opera fra 1976 til april 2016, hvor han gik på pension og i stedet fik titlen som musikdirektør emeritus. Fra 2002 har han desuden været chefdirigent for Boston Symphony Orchestra og i perioden 2004-11 kunstnerisk leder samme sted.

Levine har dirigeret næsten 2500 opførelser af 85 forskellige operaer siden sin debut som dirigent i 1971, hvor han stod i spidsen for Giacomo Puccinis Tosca. Det fremgår af operahusets hjemmeside. I 1983 var han på forsiden af Time Magazine, og året efter blev han udnævnt til årets musiker af Musical America, som er talerør for scenekunsten i USA. Efter problemer med helbredet, herunder Parkinsons syge, tog Levine en pause på knap to år fra jobbet. Men han vendte tilbage til New York-operaen i 2013.

James Levine har også jævnligt optrådt i Europa, bl.a. ved festspillene i Salzburg og Bayreuth. Som pianist har han bl.a. virket som akkompagnatør ved lied-fremførelser.

Beskyldningerne mod ham begyndte at dukke op i forbindelse med den globale MeToo-kampagne, der satte fokus på seksuelle overgreb og sexchikane.


(kilde: ritzau )
Den Jyske Operas Venner ▪ Agernvænget 4 ▪ 8330 Beder ▪ tlf. 2460 7593 ▪ mail@djo-venner.dk