
Rundt omkring
Freddie De Tomasso
Stjernetenor redder konkurrerende operaopsætning i Wien
I Wien kan publikum i øjeblikket vælge mellem at se Bellinis ‘Norma’ på hele to af byens tre operascener, Wiener Staastoper og MusikTheater an der Wien. Det som umiddelbart ligner dårlig planlægning og unødvendig konkurrence mellem de to huse, som begge havde premiere på Bellinis tragiske opera indenfor en uge, viste sig dog at blive en fordel for den ene part.
Statsoperaens Pollione, tenor Juan Diego Florez, blev mandag pludseligt syg med en infektion i luftrøret og kunne ikke synge. Ind sprang Freddie De Tommaso fra MusikTheaters konkurrerende besætning, som havde fri den aften, skriver operamagasinet Der Neue Merker. 31-årige De Tommaso, som høstede bragende bifald for sin lyn-indskiftning, er i disse år ved at etablere sig som et af de helt store navne og blev med indgåelsen af en kontrakt hos Decca Classics for fire år siden en del af pladeselskabets prominente tenorgalleri.
Den generelle holdning hos anmelderne er, at MusikTheater har vundet Wiens lokalmesterskab i ‘Norma’ trods statsoperaens økonomiske overmagt. Blandt andet på grund af den originale instruktion og castet, som tæller flere af tidens store og upcoming navne – Asmik Grigorian (Norma), Aigul Akhmetshina (Adalgisa) og så altså Freddie De Tommaso i Polliones parti. VAN Magazine skriver, at Wiens tvillinge-Norma skyldes scenemæssige senfølger i planlægningen efter Covid samt operahusenes manglende evne til at nå til enighed. Byen er ellers kendt for at have fundet en bæredygtig model, hvor de tre operahuse kan eksistere side om side med kunstneriske profiler, der tiltrækker hver deres publikum uden at kannibalisere på hinanden.
MusikTheaters opsætning af ‘s’ rykker i april videre til statsoperaen i Berlin, den eneste anden by i verden der også har tre store operahuse. De to kompagnier har koproduceret operaen. Så vidt vi kan se i programmerne for Deutsche og Komische Oper, er Staatsoper Berlin eneste scene med ‘Norma’ på plakaten i den periode.
(kilde: Klassisk )