Rundt omkring
Anna Netrebko
Koncertbilletter revet væk på 14 minutter
14 minutter var alt hvad det tog, før billetterne til den russisk-østrigske operasangerinde Anna Netrebkos koncert i DRs Koncerthus den 18. september var udsolgt, til trods for at de dyreste billetter var oppe i 1450 kroner. Det er ikke for ingenting, at man betegner Anna Netrebko som det hotteste navn på operaens stjernehimmel.
Hun har prøvet det meste. Gjort rent på Marinsky Teatret i St. Petersborg, sunget i verdens største operahuse med verdens største sangere bl.a. Placido Domingo og Rolando Villazón, blev kåret som den mest sexede i klassisk musik af Playboy og netop nu er hun tilbage fra barsel efter at have født en søn i september 2008. Ifølge arrangørerne er det følelsesmæssig troværdighed, der bedst betegner Anna Netrebko, når hun optræder på scener verden over.
Koncerten i København - netop den dag hvor hun fylder 38 år - er Netrebkos første i Danmark, og på scenen får hun selskab af det nye tenornavn Massimo Giordano, som i år er sat til at optræde på bl.a. Metropolitanoperaen i New York og Bayerische Staatsoper i München. Under koncerten vil Netbroka blive ledsaget af DR Symfoniorkestret og dirigent Emmanuel Villaume, som til daglig dirigerer en række af verdens førende orkestre bl.a. på Royal Opera House i London.